Er du også stødt på begreberne kontorhotel og kontorfællesskab? De sidste mange år er populariteten for begge koncepter steget markant, hvilket betyder, at flere og flere virksomheder vælger at leje sig ind på enten et kontorhotel eller i et kontorfællesskab.
Selvom koncepterne har vundet større indpas blandt befolkningen, er det dog langt fra alle, der kender til dem – eller for den sags skyld kender til forskellen på et kontorhotel og et kontorfællesskab. Selvom de minder en del om hinanden, har de alligevel en række markante forskelle, som er værd at kende til, når du skal finde den næste arbejdsplads for din virksomhed.
Hvad er et kontorhotel?
Når du lejer dig ind på et kontorhotel, bliver du en del af et stort kontormiljø. Kontorhotellet administreres af et selskab, der udlejer kontorpladser til forskellige virksomheder. Samtidig varetager selskabet en række servicer og faciliteter, som er inkluderet i lejeprisen og stilles til rådighed for alle virksomhederne på kontorhotellet.
Selvom de forskellige servicer og faciliteter varierer fra kontorhotel til kontorhotel, kan du dog forvente, at stedet har ansatte til at håndtere en række praktiske arbejdsopgaver, hvilket blandt andet omfatter en bemandet reception, rengøring og indkøb af nødvendigheder forbundet med kontorlejemålet.
Hvad er et kontorfællesskab?
Fælles for kontorhoteller og kontorfællesskaber er, at begge kontormiljøer deles af flere virksomheder. Forskellen er dog, at mens kontorhoteller kommer med servicer, fællesfaciliteter og ansatte, der håndterer praktiske opgaver, er man i et kontorfællesskab sammen om at varetage de praktiske gøremål.
I et kontorfællesskab fylder det sociale aspekt ofte mere end på et kontorhotel, da man i højere grad er fælles om driften af kontorlokalerne. Det skaber samtidig stærke rammer for at samarbejde, vidensdele og sparre med hinanden, hvilket ofte er meget attraktivt blandt nystartede og mindre virksomheder. Samtidig giver det mulighed for at koncentrere sig om sin forretning og fokusere på virksomhedens udvikling.
Både kontorhoteller og kontorfællesskaber kan være et billigere alternativ til at leje eller købe egne kontorlokaler. Her kan man nemlig opnå en række økonomiske fordele, da man blandt andet undgår at skulle investere i inventar til kontoret, mens man ligeledes undgår en række udgifter til service.
Korte bindingsperioder og fleksible lejekontrakter er ligeledes en af de store fordele ved koncepterne, da det i høj grad kan vise sig nyttigt for virksomheder, der gerne vil forblive agile og være i et miljø, hvor man hurtigt kan foretage ændringer.Der findes mange valgmuligheder, når det kommer til kontorhoteller og kontorfællesskaber, og derfor kan du være sikker på at finde et væld af muligheder – særligt i Aarhus, København og landets øvrige store byer.